Ferguson om Giggs-afgang: Forstår Mourinho
Det har længe ligget i kortene, at Ryan Giggs ville forlade Manchester United efter Jose Mourinhos ankomst. Lørdag blev det så officielt. Mourinho og Giggs kommer ikke til at samarbeje og klublegenden Giggs forlader Manchester United efter 29 sæsoner.
Ifølge en anden af klubbens legender, Sir Alex Ferguson, så er beslutningen forståelig; Både fra Giggs' og Mourinhos synspunkt.
– Det er på tide, at Ryan (Giggs) kommer ud og står på egne ben. Han skal ud og tage udfordringen op. Det er en industri, der er meget resultatorienteret og man skal have noget jernmand i sig. Det har Ryan, lyder det fra Ferguson til BBC Sport.
Ferguson fortsætter med at tale om tingene fra José Mourinhos synspunkt. Den skotske legende forstår, hvorfor Mourinho vil være loyal over for sin egen stab.
– Da jeg kom til United, tog jeg Archie Knox med mig, fordi han havde værdi for mig. Jeg stolede hundrede procent på ham. José Mourinho har haft sin assistent i mange år og ganske rigtigt, så står han ved sin mand.
– Hvis José ikke havde haft en assistent, så ved jeg, at han havde taget Ryan, vurderer Ferguson.
Mourinho har assistenten Rui Faria med sig til Manchester United.
José Mourinho startede mandag morgen sin første arbejdsdag som manager hos Manchester United. Tirsdag klokken 12:00 holder han så pressekonference for første gang som manager på Old Trafford.