Fem ting vi lærte af 30. spillerunde i Premier League
Norwich er bare ikke gode nok
Vi vidste det nok allerede godt, men efter en lang pause fik vi det blot bekræftet; Norwich er bare ikke gode nok til Premier League. På hjemmebane mod Southampton tabte Kanariefuglene 3-0, og der var intet, der tydede på, at Norwich havde fundet opskriften på, hvordan klubben skal redde sig mod nedrykning. Der er seks point op til den rigtige side af stregen, mens klubben også har en dårligere målscore.
Paul Pogba er en gevinst for United
Da det kneb for Manchester United mod Tottenham, var det Paul Pogba, der kom ind fra bænken og gjorde forskellen. Franskmanden fremtvang et straffespark og stod bag flere forrygende afleveringer i anden halvleg. Længe har der været diskussioner om, hvorvidt han er en gevinst for klubben, men mod Tottenham viste han, at han kan være en enorm gevinst.
Liverpool er ikke det samme uden en af de fantastiske tre
Mohamed Salah var placeret på bænken, da Liverpool spillede mod Everton søndag aften, og uden ham var Liverpools offensiv ganske ordinær. Det er ikke første gang, at Liverpools offensiv har set helt anderledes ud, når enten Salah, Sadio Mané eller Roberto Firmino ikke har været med. En spiller som Timo Werner havde pyntet at kunne sætte på banen i stedet for Takumi Minamino eller Divock Origi.
Arteta har stadig meget arbejde at gøre
Det startede allerede onsdag med et nederlag på 3-0 mod Manchester City, men det er ikke nogen katastrofe at tabe til the Citizens. Derimod så det rigtig skidt ud, da holdet tabte 2-1 til Brighton lørdag eftermiddag. Her var der ikke meget, der fungerede for the Gunners. Og særligt defensiven ser fortsat rigtig sårbar ud. Mikel Arteta har nu efterhånden haft et godt stykke tid til at arbejde med truppen, men der er stadig meget at gøre for spanieren.
Lampard har fundet Kantés bedste position
I fraværet af Jorginho satte Frank Lampard franske N’Golo Kanté til at spille rollen som den defensive midtbanespiller, og verdensmesteren var helt formidabel i rollen som oprydder og spilstarter. Gennem de seneste to sæsoner har Kanté ellers været benyttet i en mere fremskudt rolle, der ikke helt har set ud til at passe ham. Rollen som 6’er ligner den plads, som Kanté er allerbedst på.