Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fem nybegynderfejl i Football Manager: Sådan undgår du at fejle

Af Morten Bruun Jørgensen
26.03.2020 Kl. 11:43
Vi forsøger at hjælpe dig på vej til at få succes i Football Manager. Her er fem fejl, du bør undgå at lave.

Mens fodbolden ligger stille i alle de bedste ligaer og turneringer, er der mange fodboldentusiaster, der i stedet bruger tid foran computerskærmen for at spille Football Manager.

Og når man får startet en ny karriere er der en række fælder, man kan have tendens til at falde i, og ofte vil det betyde, at du ikke kan få stablet en succesrig oplevelse på benene, inden du står med fyresedlen i hånden.

Vi har kigget på fem fejl, der kan snige sig ind hos alt fra uprøvede til den garvede FM-gamer. Hvis du holder dig fra, er chancen for succes langt større.

Plej dine indflydelsesrige spillere
Football Manager har for nylig implementeret et hierarki i spillertruppen, hvor formålet har været at få dig som manager til ikke at behandle alle spillere ens. En ung spiller, der kun har ganske få førsteholdskampe på CV’et, kan du behandle næsten, som det passer dig. Anderledes forholder det sig imidlertid med din nøglespiller og mest indflydelsesrige spiller. Ham skal du holde dig gode venner, for ellers kan du meget hurtigt få hele truppen på nakken – og så bryder helvede løs. Pas også på med at sælge spillere i øverste hierarki.

Gå ikke shopamok
Vi forestiller os, at mange af jer sidder og spiller med en Premier League-klub, og så ved vi, at I har mange penge til rådighed. De skal selvfølgelig bruges på nye spillere – og helst mange nye ansigter. Det er bare ikke altid en god idé. Faktisk er det kun sjældent en god idé at lave en alt for stor udskiftning i truppen på kort tid. At købe et halvt nyt hold i et transfervindue kræver tilvænning, og de tilbageværende spillere kan hurtigt blive utilfredse. Rådet er snarere, at du skal købe to eller tre forstærkninger i sommerens transfervindue, og så kan du muligvis supplere med endnu en spiller i januar.

Benyt flere taktikker
Du kan have fundet den helt perfekte taktik, der gør, at du bare pløjer igennem ligaen, men på et eller andet tidspunkt vil computeren have gennemskuet din taktik. Efter noget tid vil den kun blive mindre effektiv, hvis du kun gør brug af den ene. Har du derimod en eller to alternative taktikker, du kan bruge af og til, vil den primære taktik formentlig blive ved med at være effektiv. Samtidig skal du også holde øje med at justere små ting i din taktik løbende.

Du vinder intet med børn
Selvom Football Manager er stedet for vidunderdrenge, er det nødvendigt at have en vis erfaring på sit hold. Et hold bestående af spillere på maksimalt 21 eller 22 år vil have for store udfald undervejs, selvom de sagtens kan være i besiddelse af et enormt topniveau. Unge spillere har også bedst af at kunne låne sig op af mere rutinerede kræfter. Men tilføj da endelig et par vidunderdrenge i din startopstilling. På et tidspunkt bliver de rutinerede og skal hjælpe dine nye talenter på vej.

Tving ikke roller ned over spillerne
Du kan ikke spille tiki-taka fodbold, hvis du er manager for Newcastle eller Burnley. I hvert fald ikke med holdenes oprindelig trupper. Tilpas din taktik og spillernes roller efter nogle af dine nøglespillere. Med tiden kan du så få mulighed for at hente spillere til den taktik, du gerne vil spille.

Annonce