Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fem af de bedste januarindkøb Premier League-klubberne har lavet

31.12.2018 Kl. 13:33
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Det er normalt ikke i januar, at de allerstørste indkøb bliver lavet, men gennem de seneste mange år er der alligevel blevet lavet nogle rigtig gode handler midtvejs i sæsonen.

Her har vi taget et kig på fem spillere, der i den grad slog til efter at være blevet købt i januar.

Luis Suarez til Liverpool

Det var ikke nogen nem spiller, som Luis Suarez var udset til at erstatte i januar 2011. Fernando Torres havde forladt the Reds til fordel for Chelsea, men Merseyside-klubben havde alligevel lavet den bedste handel. Luis Suarez viste hurtigt, at han kunne finde vej til netmaskerne, og i sine tre et halvt år i klubben udviklede han sig markant. Han endte med at spille 133 kampe for Liverpool, hvor det blev til 82 mål og 47 assists.

Nemanja Matic til Chelsea

Januar 2014 var anden gang, at Nemanja Matic blev hentet til Chelsea. Efter nogle succesfulde sæsoner i Benfica blev han købt tilbage, og denne gang gik han med det samme ind og fik en vigtig rolle på Chelseas hold. Gennem tre et halvt år vandt han flere store titler med the Blues, og han var en nøglespiller på den centrale midtbane, hvor han blandt andet udmærkede sig med flere fantastiske mål. Fik 154 kampe i den blå trøje, hvor han scorede syv gange og lavede 19 assists.

Nemanja Vidic til Manchester United

I januar 2006 hentede Manchester United en benhård serber til klubben i skikkelse af Nemanja Vidic, og de to parter viste sig at være en succesfuld kombination. Midterforsvareren var med til at vinde et hav af trofæer i Manchester United, og han udgjorde længe et utrolig stærkt centralt forsvar med Rio Ferdinand. Det blev i alt til 300 kampe for De Røde Djævle, hvor han scorede 21 mål og fik otte røde kort i alt. En sand kriger.

Patrice Evra til Manchester United

Få dage efter Nemanja Vidic var blevet hentet til Manchester United, blev Patrice Evra købt i Monaco. Det viste sig også at være en yderst god idé, for franskmanden indtog hurtigt pladsen som venstre back, og han var gennem en række sæsoner en af verdens allerbedste på positionen. Han var med til at vinde flere store trofæer, og han spillede 379 kampe for De Røde Djævle, hvor han scorede 10 gange og lavede 40 assists.

Wilfried Zaha til Crystal Palace

For næsten fire år siden blev Wilfried Zaha købt fri af sin kontrakt med Manchester United, hvor han ingenlunde havde fået succes efter sit skifte fra netop Crystal Palace to år forinden. I London-klubben fik han hurtigt karrieren tilbage på rette køl, og han regnes nu som en af de bedste spillere, der ikke spiller for en af top seks-klubberne. Han er i alt noteret for 303 kampe for Crystal Palace, hvor han har scoret 46 mål og lavet 58 assists. The Eagles vinder bare flere kampe med ham på holdet.

Annonce