Fejldom: Træner skulle have haft rødt kort
Det uafhængige dommerpanel, som er tilknyttet Premier League har vurderet, at der er blevet lavet en fejldom.
I forbindelse med kampen mellem Aston Villa og Chelsea skulle der således have været uddelt et direkte rødt kort dybt inde i overtiden.
Seks minutter inde i tillægstiden røg bolden ud af spil tæt på trænerområdet på et tidspunkt, hvor Aston Villa var foran 2-1.
En Chelsea-spiller var klar til at tage indkastet, da Aston Villa-træneren Austin MacPhee, som har ansvaret for klubbens dødbolde, trillede en anden bold ind på banen for at forsinke spillet.
Det fik Chelsea-spillerne op i det røde felt, fordi spillet ikke måtte sættes i gang, indtil bolden var ude af banen igen.
Fejldom – skulle have givet rødt kort
Kampens fjerdedommer, Tim Robinson, adviserede dommer Stuart Atwell om, at MacPhee skulle have gult kort, men der kan kun gives gule kort for at forsinke spillet til spillere.
Det uafhængige dommerpanel vurderede enstemmigt, at MacPhee skulle have fået direkte rødt kort for hændelsen. Det skriver BBC.
Aston Villa vandt kampen, og efter slutfløjtet var Chelsea-bænken rasende, og der udbrød kontroverser på sidelinjen.



















