FCK-fiasko: Zanka kalder det elendigt
Mathias ’Zanka’ Jørgensen har kun været tilbage i FC København i ganske kort tid, men han har set, hvad der er sket i klubben.
Forsvarsspilleren var da også med i weekenden, hvor den danske mesterklub tabte til Randers og dermed missede top seks.
I stedet skal FC København spille i kvalifikationsspillet i dette forår, og det er alt andet end tilfredsstillende, lyder det fra den tidligere Premier League-spiller.
– Vi står nu i en situation, hvor vi bedst kan blive nummer syv. Det er vi ikke tilfredse med. Selvfølgelig er det et lille plaster på såret at stå i en pokalfinale med muligheden for stadig at hente en titel.
– Men det ændrer ikke på, at vi ved, hvor elendigt det har været, siger ‘Zanka’ til TV 2.
Lørdag kvalificerede FC København sig til pokalfinalen ved at slå Viborg på udebane. Det giver nu klubben to muligheder for at kvalificere sig til europæisk fodbold i næste sæson.
En sejr i pokalfinalen, hvor enten AGF eller FC Midtjylland venter, udløser en europæisk billet. Det samme kan en syvendeplads gøre, hvis klubben efterfølgende vinder playoff-kampen om en Europa-plads.



















