FCK bekræfter: Klar til opkøb af udenlandsk klub
FCK forbereder et af de mest ambitiøse projekter i klubbens nyere historie.
Det vedrører et opkøb af en betydelig ejerandel i den svenske klub FC Rosengård 1917.
Ifølge TV2 Sport, der breakede nyheden tidligere denne mandag, ønsker Parken Sport & Entertainment at blive medejer i den traditionelle Malmö-forstadsklub med et klart mål.
De vil løfte herreholdet fra den tredjebedste række, Ettan Södra, hele vejen til Allsvenskan.
Sammen med den svenske milliardkoncern Danir planlægger FCK at skabe et udviklingsmiljø, hvor både egne talenter og lovende svenske spillere kan formes, før de eventuelt tager springet til København.
FCK vil styrke talentarbejdet
Planen kræver dog medlemmernes opbakning. FC Rosengårds medlemmer er blevet indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor de skal stemme om det danske medejerskab.
På grund af Sveriges 51-procentsregel kan PSE højst købe 49 procent af klubben, men det er nok til at indgå i den sportslige og strategiske drift.
FCK og Rosengård samarbejder allerede på kvindesiden, og på klubbens egen hjemmeside bekræftes visionen om en langsigtet investering, der skal styrke talentudvikling, performance, CSR-indsatser og kommercielle muligheder.
Sådan lyder det i en officiel pressemeddelelse på hovedstadsklubbens hjemmeside.
Hvis generalforsamlingen og det svenske fodboldforbund siger god for projektet den 2. december, kan FCK officielt føje endnu en partnerklub til deres struktur.


















