FC Nordsjælland-profil bekræfter interesse fra Premier League
Det forventes, at der bliver solgt en eller flere spillere i FC Nordsjælland denne sommer.
En af dem, der måske skifter, er Karlo Bartolec. Den kroatiske forsvarsspiller har haft en god sæson, og det har resulteret i interesse fra verdens største liga, Premier League.
Han bekræfter nu, at Southampton har vist interesse.
– Der var nogle forespørgsler i vinterpausen, men min klub forlangte 2,5 millioner euro (ca. 19 millioner kroner, red.), og det var for meget for Dinamo. På samme tid var der et bud fra franske Nantes, men vi blev enige om at vente til efter sæsonen. Jeg er glad for, at jeg blev. Vi kvalificerede os til Europa, og Southampton viser seriøs interesse, siger Karlo Bartolec til SportNews.hr ifølge Tipsbladet.dk.
Karlo Bartolec har kontrakt med FC Nordsjælland frem til sommeren 2020.