
FC Midtjylland vender underskud til overskud på 47 millioner
FC Midtjylland kan se tilbage på et særdeles indbringende år, hvor både talentudvikling og sportslige triumfer har sat tydelige aftryk på økonomien.
Klubben afslutter regnskabsåret 2025/2026 med et overskud på 47 millioner kroner. Det er en markant fremgang fra sidste år, hvor resultatet lød på et underskud på 47,7 millioner kroner.
Det oplyser Ulvene på sin hjemmeside fredag.
En væsentlig forklaring er salgene af klubbens egne talenter. Oliver Sørensen (nu Celtic på leje fra Parma), Aral Simsir (Trabzonspor) og Malik Pimpong (Eintracht Frankfurt) har bidraget positivt til regnskabet, mens flere store handler først kommer med i næste årsrapport.
Det gælder blandt andre Lee Han-beom, Valdemar Byskov, Franculino Dju og Dario Osorio. Derfor forventer midtjyderne et overskud før skat på omkring 100 millioner kroner i det kommende regnskab.
Samtidig vokser egenkapitalen fra 303 til 350 millioner kroner.
FCM-stjerne er steget 92 millioner i værdi på én måned
Europæisk succes og pokalguld
Også på banen har FC Midtjylland haft en sæson, der har styrket klubbens position. Holdet sluttede som nummer tre i Europa Leagues ligafase og nåede ottendedelsfinalerne, hvor Nottingham Forest blev endestationen.
Sæsonen blev desuden afsluttet med pokalguld efter en 1-0-sejr over F.C. København i Parken. Her bakkede mere end 16.500 midtjyske fans op om holdet.
På hjemmebane satte klubben samtidig tilskuerrekord med et gennemsnit på 10.154 tilskuere i Superligaen.
Bestyrelsesformand Claus Steinlein fremhæver både den europæiske udvikling og den voksende opbakning som vigtige elementer i klubbens fortsatte fremgang.
Philip Billing i kæmpe chokskifte?


















