FC Midtjylland bekræfter: Liverpool-kamp spilles på MCH Arena
Der har været forlydender i den tyske presse om, at kampen mellem FC Midtjylland og Liverpool den 9. december er blevet flyttet Signal Iduna Park.
De engelske myndigheder har været bekymret for corona-restriktionerne for indrejse til Danmark, og derfor har man set på, om kampen skulle spilles andetssted, og her har Signal Iduna Park været et emne.
Nu kan FC Midtjylland dog bekræfte i pressemeddelelse, at kampen spilles på MCH Arena.
– De engelske myndigheders krav om karantæne ved indrejse fra Danmark, har den seneste tid bragt tvivl om muligheden for at gennemføre den planlagte Champions League kamp mod Liverpool FC i Herning. Jf. de gældende kampprotokoller, herunder Return to Play, har vi derfor i samarbejde med UEFA og Liverpool FC afsøgt mulighederne for et alternativt spillested. Her har Westfalenstadion i Dortmund blandt andre været i spil, ud fra et geografisk hensyn samt det krav, at spillestedet skal være et aktuelt Champions League stadion, oplyser FC Midtjylland.
– De engelske myndigheder lempede i går aftes rejserestriktionerne rettet mod Danmark, således elitesportsudøvere fritages fra karantæne ved indrejse fra Danmark, og der er dermed ikke længere usikkerhed forbundet med afviklingen, hvorfor vi kan bekræfte, at kampen spilles på MCH Arena som planlagt. Vi forbliver opmærksomme på situationen og er løbende i dialog med de relevante parter.