Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

FASTE STARTERE: 10 Sommer-signings der har gjort forskellen fra første sekund

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
26.09.2018 Kl. 09:42
Der er de signings, der tager sin tid om at spille sig på holdet (Vi kigger på dig, Fabinho) og så er dem, der gør en forskel fra første sekund på banen for deres nye klub.

10. Martin Montoya – Brighton

Brighton hentede massevis af spillere denne sommer, men et sted blandt de mange nytilkomne var en spiller, som har vundet La Liga tre gange – nemlig Martin Montoya.

Den tidligere Barcelona-back startede ikke åbningskampen, hvor Brighton tabte til Watford, men sidenhen har Montoya været urørlig og fast starter – og med god grund.

Kun Anthony Knockaert har kreeret flere chancer for The Seagulls, og på alle sine syv indlæg er det lykkedes spanieren at ramme sin medspiller.

9. Danny Ings – Southampton

Pierre-Emile Højbjerg er pludseligt begyndt at byde ind med mål, men udover danskeren virker det som om, Danny Ings er noget nær The Saints eneste scoringshåb.

Shane Long og Charlie Austin har ikke brillieret i lang tid, og med sine tre mål hidtil denne sæson har Ings allerede stået for halvdelen af Southamptons målscoring, og en summen om en udtagelse til det engelske landshold er så småt begyndt at lyde i medierne.

8. Federico Fernandez – Newcastle

Han var fænomenal mod Crystal Palace og spillede flot i de snævre nederlag til Arsenal, Chelsea og Manchester City. 

Newcastle har ikke mange ting kørende for sig fra denne sæsonstart, men Federico Fernandez i midterforsvaret har været blandt de få lyspunkter for Rafa Benitez' mandskab., og for blot £6 millioner tyder det på, at både Benitez og Newcastle-ejer Mike Ashley kan være glade.

7. Felipe Anderson – West Ham

Han er West Hams dyreste signing nogensinde til prisen £36 millioner, men Felipe Anderson har også præsteret for The Hammers.

Han har skabt mere end dobbelt så mange chancer som nogen anden West Ham-spiller siden sin ankomst, ligesom han også er lykkedes med mere end dobbelt så mange driblinger – blandt andet en lang række succesfulde med Cesar Azpilicueta sidste weekend, og det er virkelig de færreste, der driver gæk med Chelsea-forsvareren.

6. Aleksandar Mitrovic – Fulham

Han er stærk som en okse, og selvom han er hidsig, formår han at bruge sin aggression på den helt rigtige måde.

Alt i alt ligner serberen enhver forsvarsspillers største mareridt, og fodboldkommentatoren Jamie Redknapp er sågar gået så langt som at sige, at Mitrovic måske kunne blive Diego Costas arvtager i Premier League. 

Hidtil har han spillet samtlige minutter af dette års Premier League og scoret fem mål i processen, men hvor Fulhams defensiv ser sårbar ud, ser serberen ud til at fortsætte med at kunne bombe for The Cottagers denne sæson.

5. Joao Moutinho – Wolverhampton

Wolves hev en kanin op ad hatten, da de hentede europamesteren Joao Moutinho hos Monaco for en slik, og sidenhen har portugiseren bevist, hvorfor han tidligere i sin karriere blev sat i forbindelse med Manchester United og Tottenham.

Lørdag scorede han et flot mål mod Manchester United på Old Trafford, men derudover kan han også levere smukke dødbolde og fungere som mentor for sin yngre landsmand, Ruben Neves, på Wolves-midtbanen. 

4. James Maddison – Leicester

Han kostede £20 millioner, hvilket kan virke som meget for en spiller fra The Championship, men man må sige, den 21-årige englænder har været hurtig til at stemple ind i Premier League. 

Han kreerer flere chancer end Paul Pogba, Raheem Sterling og Joao Moutinho – i hvert fald hidtil – og så har han allerede scoret tre mål for Leicester og leveret én assist. 

3. Richarlison – Everton

Richarlison skulle ikke bruge mange minutter af dette års Premier League på at bevise, at Everton gjorde det rette ved at investere stort på ham.

Hidtil har han lignet The Toffees suverænt største målfare, for modsat spillere som Cenc Tosun og Dominic Calvert-Lewin ligner brasilianeren faktisk en mand med mål i benene.

2. Jorginho – Chelsea

Han er personificeringen af Maurizio Sarris Chelsea, og det er svært at forestille sig, hvad den italienske træner havde gjort, hvis ikke Jorginho var skiftet til The Blues. 

I øjeblikket har Jorginho travlt med at slå samtlige rekorder for flest berøringer og aflevering på én kamp, og selvom han næppe nogensinde kommer til at slå rekorder for assists eller mål, forbliver han måske den vigtigste komponent i Sarris fodboldfilosofi. 

1. Alisson – Liverpool

Liverpool har tilladt 15 skud på mål denne sæson, men kun to gange har bolden passeret Alisson. Det betyder, at den nye Liverpool-keeper har en redningsprocent på 87 procent denne sæson.

Til sammenligning har David de Gea en redningsprocent på 67, og ser man bort fra fejlen mod Leicester, har Alisson været fremragende for The Reds. 

Alt tyder i hvert fald på, at Liverpool endelig har fundet en mand, man kan stole på mellem stolperne, og skulle holdet vinde et større trofæ denne sæson, bør Klopp og Liverpool-bestyrelsen med rette få ros for at have brudt den daværende transferrekord og investeret stort i en klassekeeper. 

 

 

Annonce