Farvel efter fem år: Liverpool-spiller takker fansene
I juni blev det bekræftet, at hverken Alberto Moreno eller Daniel Sturridge ville være en del af næste sæsons Liverpool-trup, efter makkerparrets kontrakter med The Reds udløb ved månedens udgang.
Nu har den spanske venstreback så sendt en sidste hilsen til fansene og klubben, efter hans femårige karriere på Anfield nåede sin ende.
– Livet går i cirkler, og min tid ved min elskede Liverpool FC er nået en ende, skriver Moreno på sin private Twitter-profil.
– Efter at have nået dette punkt, vil jeg gerne takke min Liverpool-familie; mine kære holdkammerater, som jeg har delt fem fantastiske år med, og som jeg altid vil betragte som familie.
– Til sidst vil jeg gerne takke klubbens superb fans, som altid støttede mig. Jeg ønsker Liverpool al succes i fremtiden. Uanset hvor livet tager mig hen, så vil jeg altid være fan og have jer i hjertet.
Moreno har længe været rygtet til Lazio, men seneste nyt skulle være, at han er på vej tilbage til hjemlandet og Villarreal.