Far til russisk stjerne: Salah er ikke verdensklasse
Mohamed Salah har 44 mål til sit navn denne sæson til at modbevise Dmitri Cheryshev, men den tidligere russiske landsholdsspiller, der er far til Denis Cheryshev, mener ikke, at Mohamed Salah er verdensklasse.
– Han er en exceptionel spiller, men han er ikke en verdensklasse spiller, der kan konkurrere om den gyldne støvle til VM, siger Dmitri Cheryshev, der nåede at spille 10 landskampe for det russiske landshold.
– Kampen kommer i stedet til at stå mellem Ronaldo, Messi, Neymar og måske Kane.
I skrivende stund er Salah i hvert fald ikke noteret for nogle VM-mål, da Liverpool-stjernen måtte se til fra sidelinjen, da Egypten tabte sin første kamp til Uruguay.
Efter alt at dømme kommer Salah dog til at spille kampen mod Rusland, men Cheryshev Senior er nervøs over udsigten til, at Egypten stiller med sin største stjerne.
– Liverpool bruger Salah rigtigt, men på det egyptiske landshold er det anderledes.