Far og klub bekræfter: Schweizisk stortalent skifter til Manchester United
Manchester United får til sommer tilgang af 16-årige Nishan Burkart. Det bekræfter både spillerens far samt FC Zürich.
Louis van Gaal begyndte i slutningen af 2015 at snakke med stortalentet, der fyldte 16 år i januar.
Schweizerne har forsøgt at forlænge med ham, men dette er ikke lykkedes, hvorfor den unge angriber nu skifter til Manchester United til sommer. Det bekræfter spillerens far.
– Vi har derfor besluttet at forlade klubben til sommer. Nishan skifter til Manchester United, fortæller Stefan Burkart ifølge Goal til det schweiziske medie, Blick.
På grund af skiftet vil Zürich ikke benytte sig af Burkart. Det fortæller klubbens præsident.
– Familien (Burkart, red.) har besluttet at flytte deres søn til Manchester United. Derfor har vi besluttet ikke at gøre brug af spilleren, fortæller Ancillo Canepa.
Stefan Burkart tilføjer, at han havde håbet, at klubben ville håndtere situationen med mere værdighed.
– Vi havde håbet på en mere værdig exit. Det får os til at føle, at vi har fornærmet nogen, slutter spillerens far.
16-årige Burkart vil slutte sig til Manchester Uniteds akademi.