Fantastisk tiltag: Lave billetpriser til EM-slutrunden
Der er god grund til at glæde sig til EM-slutrunden i 2028 i Storbritannien og Irland, for der kommer til at være lave billetpriser.
Ifølge The Athletic har UEFA nemlig planlagt at fastfryse de billetpriser, der også var til slutrunden i Tyskland for snart to år siden.
Det kommer til at betyde, at man som fan vil kunne købe billetter i den billigste kategori til omkring 225 kroner.
Det forventes, at billetterne vil blive inddelt i fire kategorier, og at billetterne i den næsthøjeste kategori vil komme til at koste omtrent 450 kroner.
Allerede sidste år fortalte den administrerende direktør i det engelske fodboldforbund Mark Bullingham, at omtrent halvdelen af de tre millioner billetter vil være i de to kategorier.
Meget billigere billetter end til VM
Priserne betyder også, at en fan, der drømmer om at komme til EM i 2028 vil have mulighed for at købe fem billetter til samme pris, som det koster at købe en gennemsnitlig parkeringsplads til sommerens VM-slutrunde i USA, Mexico og Canada.
Lige nu er meldingen, at det først bliver engang i 2027, at UEFA kommer til at bekræfte, hvilket prisleje at billetterne til EM-slutrunden kommer til at ligge i.
Til gengæld står det dog meget klart, at der bliver krævet nogle helt andre summer for at komme til fodbold i USA, Mexico og Canada den kommende sommer.



















