Fanget i skyggen af Elkjær og Laudrup: Den utrolige historie om Lyngbys største helt
Lyngby Boldklub har altid været kendt for sin talentudvikling og sit nydelige tekniske spil. Men vi skal helt frem til begyndelsen af 1980’erne, før Lyngby første gang bankede på til toppen af dansk fodbold.
Under Jørgen Hvidemoses sportslige ledelse, og med Hans Bjerg-Pedersen som en meget stærk lederskikkelse, blev der sammensat et hold der struttede af talent og seværdigt fodbold.
Med folk som Klaus Berggreen, Michael Schäfer, John Helt og mange flere lignede Lyngby pludselig et mesterhold. Men der manglede noget; en goalgetter. Han kom i 1980 fra AB: Flemming Christensen.
AB havde et virkelig lovende hold under Christian Andersens ledelse, med ældre veteraner som Flemming Kjærsgaard, Benno Larsen, Mogens Fog og Aage Hansen, kombineret med talenter som Torsten Kirchhoff og Flemming. Men oprykningen til 1. division glippede, og så kunne akademikernes ikke holde på deres topscorer.
Dynamisk duo i kongeblåt
Den høje, mørke angriber blev sat sammen med Klaus Berggreen i forreste linje hos Lyngbys kongeblå. Det blev en dynamisk duo. Berggreen var den flittige dybdeløber og Christensen var holdets spydspids og target man. Succesen var formidabel, Lyngby scorede mål på samlebånd. Men udlandet fik naturligvis øje på de to angrebsprofiler, og i sommeren 1982 blev Berggreen solgt til Pisa og Flemming Christensen til St. Etienne. Det kostede et mesterskab for Lyngby dét år.
For Flemming blev opholdet hos Les Verts imidlertid ingen succes. Faktisk blev det en fransk visit, for allerede efter et år lod St. Etienne den danske centerforward tage hjem til Lyngby, hvor han så straks gjorde sig stærkt gældende, og var med til at spille det danske mesterskab hjem. Lyngby Boldklubs første nogensinde.
Flemming Christensen fortsatte ufortrødent med at score kasser, og i 1986 gav denne – for fodbolden så uundværlige – egenskab, en ny udlandskontrakt. Denne gang med schweiziske Aarau. Heller ikke denne gang blev eventyret specielt lykkeligt, bl.a. pga. skader. Men Christensen kom atter tilbage til Lyngby – lige præcis i tide til at være med til at hjemføre endnu et dansk mesterskab – i 1992.
Reserve for landsholdsstjernerne
På landsholdet blev det til 11 optrædener, heraf 8 som indskifter, og 2 mål.
Flemming havde aldrig været på U-landsholdene, men indgik i Poul Erik Bechs OL-mandskab, som forsøgte at kvalificere Danmark til OL i Moskva i 1980. Holdet bestod af rene amatører, med bl.a. Ronald Stelmer, John Lauridsen og Ejner Rahbek. Samlet 2-5 i to opgør mod Finland satte dog en stopper for den drøm. I stedet debuterede Christensen på A-landsholdet i 1982 i en venskabskamp mod Sverige i Idrætsparken (1-1), da han kom på banen i anden halvleg i stedet for den ligeledes debuterende Søren Skov.
Ligesom det er tilfældet med andre dygtige angribere som for eksempel John Eriksen og Steen Thychosen, så fik Flemming Christensen relativt få chancer i A-landsholdssammenhæng, først og fremmest fordi der stod et par brillante spillere foran i køen, i form af Preben Elkjær og Michael Laudrup.
I 1986 udtog Sepp Piontek Christensen til den danske VM-trup til slutrunden i Mexico. I angrebshierarkiet måtte Flemming imidlertid affinde sig med, at John Eriksen var Sepps førstereserve, og dermed blev der ingen spilletid ved VM.
Efter tre års fravær på landsholdet blev der et comeback i 1989, hvor Danmark desværre fik klø i en testkamp i Brugge mod Belgien (0-3). Det blev Flemmings sidste optræden i rød-hvidt.
Efter karrierestoppet har Flemming Christensen trænet en lang række klubber, bl.a. Lundtofte, AB, Næstved og på Færøerne.
