Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fanget i et limbo: Eriksen ser mere og mere ud til at blive i Tottenham

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
19.06.2019 Kl. 08:44
Christian Eriksen får måske ikke den nye udfordring denne sommer, som han efterspurgte.

Det lå allerede i kortene, men for knap to uger siden tog Christian Eriksen endeligt bladet fra munden og udtalte, at han gerne ville have en ny udfordring i karrieren.

I samme interview med Ekstra Bladet erkendte den danske stjerne dog også, at han ikke ville udelukke, at en kontraktforlængelse med Tottenham kunne komme på tale, hvis de gode tilbud udeblev. 

– Det er svært. Det kommer an på mulighederne. Hvis der ikke dukker noget op, der er mere spændende, hvorfor så ikke blive i Tottenham? Om jeg så skriver under på en ny kontrakt, kommer an på betingelserne, udtalte danskeren til Ekstra Bladet.

Og meget kunne tyde på, at en ny kontrakt med Spurs kunne blive særdeles relevant.

Danskeren har Real Madrids interesse, men det er efterhånden velkendt, at Zinedine Zidane allerhelst vil have fingrene i Paul Pogba denne sommer. Og desuden skulle Los Blancos ikke ville betale mere end £70 millioner for den danske playmaker, hvis man skal tro pålidelige Matt Law fra The Telegraph.

Det store problem er, at Daniel Levy, Tottenhams bestyrelsesformand, spænder ben for Eriksen. Han forlanger minimum £80 millioner fra en udenlandsk klub, mens et rivaliserende engelsk hold skal betale hele £130 millioner – en ekstremt høj pris for en spiller, som blot har én sæson tilbage på sin kontrakt.

Dermed bliver udsigterne til et Eriksen-skifte noget mere komplicerede, men danskeren varslede også selv i interviewet med Ekstra Bladet, at en transfer kunne komme til at tage tid.

Juventus er et muligt alternativ til Real Madrid, og Maurizio Sarri storroste danskeren, da han stadig var Chelsea-træner. Men skal man tro det pålidelige italienske journalister, så er Den Gamle Dame også i forhandlinger med Manchester United om en mulig Pogba-handel, og der er næppe penge nok til at hente både franskmanden og danskeren i Torino.

Meget tyder altså på, at Eriksen lige nu er fanget i et limbo, hvor han må afvente andre transfers, inden hans egen fremtid kan falde på plads. En lille åbning kunne være, at Tottenham selv forventer en travl sommer på transferfronten med mange nye spillerkøb.

Tanguy Ndombele og Giovani Lo Celso, to spillere som klubben er sat i forbindelse med, koster kassen, og det er lidt usikkert, om Tottenham håber på at kunne bruge pengene fra et eventuelt Eriksen-salg til at finansiere indkøbet af de to førnævnte herrere. 

Er det tilfældet, går Daniel Levy måske med til at sænke salgsprisen for Eriksen i takt med, at vi nærmer os slutningen på transfervinduet. Det er ren spekulation, men ikke utænkeligt.

Skulle det hele komme så vidt, at Eriksen ikke finder en ny klub denne sommer, så skulle det dog ikke være jordens undergang for danskeren. Det fortæller Alasdair Gold, Football Londons Tottenham-korrespondent.

– Danskerens muligheder for at skifte skrumper, og han indrømmede selv, at han ville være glad for at underskrive en ny kontrakt med Tottenham, hvis der ikke var et lovende tilbud fra andre klubber, siger Gold.

– Hvis Spurs forstærker stort denne sommer og får en revitaliseret Christian Eriksen til at skrive under på en ny kontrakt, kan det blive et mesterstykke af Spurs, som for alt i verden vil undgå at miste ham på en fri transfer næste sommer.

Gold understreger, at det ikke så meget er pengene som ambitionen, der driver danskeren.  For skulle han blive i Tottenham, er han angiveligt blevet tilbudt en ny kontrakt, der næsten vil indbringe ham det samme som Harry Kane.

Alligevel har Eriksen ønsket at tage et nyt skridt i karrieren, men mon ikke, at samme kontrakttilbud fortsat er tilgængeligt?

– Ifølge mine informationer har Spurs tilbudt ham en kontrakt, der ville indbringe ham noget nær det samme som Harry Kane. 

Annonce