Faldskærmsjægeren: Den vilde historie om den tyske keeper i Manchester City

Læderhals under krigen

Bernhard Carl (Bert) Trautmann blev født på denne dag i 1923 i Bremen.

Han voksede op i et nazificeret Tyskland og meldte sig til faldskærmstropperne, den tyske hærs ”læderhalse”, under 2. verdenskrig i 1941. Berts enhed havde rædselsvækkende tab som krigen skred frem. Han udviste stort personligt mod og blev tildelt jernkorset, den tyske hærs fineste udmærkelse. Tre gange stak han af fra krigsfangenskab, men i 1945 blev han interneret i Belgien og siden overflyttet til en fangelejr i Lancashire. Her gik tiden med at spille improviserede fodboldkampe og hjælpe til i det lokale landbrug på en gård i St. Helens.

Det gik hverken værre eller bedre, end at Bert mødte en engelsk kvinde og blev forelsket. Så afslog han at blive hjemsendt i 1948, da briterne repatrierede de krigsfanger som blev anset og klassificeret som ”nazister”. Bert var placeret i denne kategori som forhenværende medlem af Hitlerjugend og frivillig soldat i et eliteregiment. Men Tyskland trak ikke længere i ham.

Etablerede en ny tilværelse – som målmand

I stedet besluttede den mekanikeruddannede ex-soldat at etablere et nyt liv i England. Han spillede amatørfodbold i den lokale klub, St. Helens, og det rygtedes ret hurtigt, at der var en autodidakt tysk målmand, der udviste påfaldende evner og et forbløffende potentiale. Trautmann var høj og atletisk. Han kastede sig som en gepard, var aldeles frygtløs og han var i stand til at sende udkast et stykke over midterlinjen, hvilket var helt usædvanligt dengang. I efteråret 1949 fik Bert kontrakt med Manchester City. Her blev han udset til at afløse den aldrende verdensklassekeeper, kæmpen Frank Swift. 

Opgaven var ikke nem. Dels havde Trautmann ingen erfaring med topfodbold, dels efterlod den populære Swift meget dybe fodspor. Desuden var det ikke uvæsentligt, at der var udbredt modstand og forargelse over, at en engelsk klub således inviterede ”fjenden” inden for i folden. Engelsk fodbold var dengang i overvældende grad forbeholdt britiske spillere, og Trautmann havde en fortid som klassificeret ”nazist”.

Fra klubbens side forsøgte man sig med animerede avisartikler med overskrifter som ”I omklædningsrummet er der ingen krig” og den slags, men det var op ad bakke, for publikum overdængede Trautmann med mishagsytringer og hadefulde tilråb i en rum tid. Men lidt efter lidt blev tilsviningerne afløst af respekt. Det var indlysende, at den nye mand var et naturtalent af ypperste kaliber. I kamp efter kamp var han sit holds bedste.

Et monster mellem stængerne

Uden for banen var Bert rolig og gemytlig, men inden for kridtstregerne var han et monster. Han byggede en form for mental zone med fuldkommen koncentration og fokus. Vé den, der forstyrrede eller kritiserede. Han kunne være enormt temperamentsfuld og fik adskillige udvisninger i karrieren.

Manchester City rykkede ned i 1950, men vendte stærkt tilbage med den såkaldte ”Revie-plan”. Den senere Leeds United manager, Don Revie, spillede en intelligent, tilbagetrukket centerforward-rolle, en ”falsk 9’er”, hvilket gav plads til medspillerne og forvirrede modstandernes opdækning. Når Trautmann havde grebet bolden satte han straks spillet i gang med et langt udkast til en af fløjene, eller til Revie, der så orkestrerede opspillet.

I 1955 kom City frem til FA Cup finalen mod Newcastle, men havde uheld med en tidlig skade, der betød at man måtte spille med 10 mand, og tabte med 3-1. Men allerede året efter var The Citizens tilbage på Wembley.

Trautmann-finalen

FA Cup finalen i 1956 mod Birmingham City blev noget af et brag.

Manchester kom foran tidligt, men Birmingham kæmpede sig tilbage og fik udlignet ved den walisiske forward, Noel Kinsey. City kom under hårdt pres, men Birminghams forwards var ineffektive over for Manchesters formidable tyske keeper. Frustrationer over at man ikke formåede at omsætte spil- og chanceovertaget til scoringer kom til udtryk i Birminghams omklædningsrum i pausen, idet der udbrød  et større skænderi mellem Birminghams manager, Arthur Turner, og flere af hans spillere.

Måske var den dårlige indbyrdes stemning skyld i, at City formåede at sætte sig på begivenhederne i anden halvleg og sende to kasser ind bag landsholdsmålmanden Gil Merrick.

Brækkede nakken

Birmingham satte en desperat offensiv ind, og i det 73. minut brød angriberen Peter Murphy igennem. De 100000 tilskuere på Wembley holdt vejret, mens den forhenværende faldskærmsjæger, Bert Trautmann, med et tigerspring kastede sig uforfærdet ned i den frie Murphys afslutning. De to kombattanter ramlede sammen med et kæmpe brag. Trautmann reddede situationen, men lå livløs på græsset efter sammenstødet.

Mens massøren baksede med den bevidstløse tysker, gjorde Manchesters manager, Les McDowall klar til at bringe en markspiller på mål. Man måtte ikke benytte reserver og situationen var højspændt. Skulle City atter tabe en cupfinale på en skade? Så kom en groggy og vaklende Trautmann på benene og insisterede på at fortsætte.

Trods et hårdt pres fra Birmingham holdt The Citizens føringen. Bagefter konstateredes det til almindelig forbløffelse, at Trautmann havde fuldført matchen med en brækket halshvirvel. Skaden var af den absolut livsfarlige karakter, og hele England bøjede sig i dyb respekt og beundring for den opofrende og ukuelige keeper. Der blev definitivt ikke længere buhet af Bert.

Aldrig landshold

Frem til 1964 opnåede Trautmann i alt 545 kampe for Manchester City. Men han kom aldrig til at spille landsholdsfodbold.

At spille for det engelske landshold var udelukket pga. de daværende regler for international fodbold, og den vesttyske coach, Sepp Herberger, ville kun benytte spillere fra egen liga. Trautmann ville ellers have været en massiv forstærkning på det tyske landshold ved VM i 1954 i Schweiz. Det gik dog alligevel uden ham, eftersom Herbergers udvalgte sensationelt tog VM-titlen.

Den tidligere feldwebel (sergent) stoppede som aktiv i 1964 og havde siden en lang trænerkarriere på bl.a. eksotiske adresser som Burma, Liberia og Pakistan.

Bert Trautmann gik bort i 2013, 89 år gammel.