Falcao takker Monaco efter United-skifte
Det kom som noget af et chok, da Manchester United på transfervinduets sidstedag hev en gedigen kanin op af hatten, og sikrede sig den colombianske verdensstjerne, Radamel Falcao, på en et-årig lejeaftale med en dertilhørende købsoption.
Hovedpersonen selv har kun roser til overs for sin tid hos den nu olierige fyrstedømmeklub, og er lykkelig over, at Monaco gav ham chancen for at repræsentere Manchester United.
– Jeg vil gerne takke det franske folk for deres support, og for tiden jeg spenderede hos dem. Min datter blev født i dette land, så Frankrig og Monaco vil altid være i mit hjerte, forklarede Falcao i et interview med det franske medie, Telefoot.
– Jeg vil derudover gerne takke de folk hos AS Monaco, der hjalp mig i sidste øjeblik, og gav mig muligheden for at skifte til Manchester United, afsluttede han.
Falcao skal kæmpe med Robin van Persie og Wayne Rooney om angrebspladserne hos Manchester United, mens unge James Wilson forventes at blive fjerdevalget i det yderst potente United-angreb.