Færdig i Real Madrid? Bale udeladt af truppen til sidste kamp
Er Gareth Bale en færdig mand i Real Madrid?
Og er han i så fald på vej hjem til Tottenham?
Det er spørgsmål, der er blevet stillet flere gange de forgangne år men endnu mere hyppigt den seneste uge.
Først fangede kameraerne en tilsyneladende sovende Gareth Bale under en kamp, hvor han sad – ganske mageligt – på bænken. Og i forbindelse med fejringen af det spanske mesterskab torsdag så waliseren heller ikke voldsomt engageret ud. Han stod mest på afstand og så på og var ikke videre deltagende.
Nu er han så tilmed udelukket fra Real Madrids kommende kamp mod Leganes i sidste runde af La Liga søndag. Det skriver BBC.
Den 31-årige offensivspiller har kun fået 16 ligakampe i denne sæson for “Los Blancos”, hvoraf han er startet inde i de 12. Og det bliver altså ikke til flere i denne omgang.
På rygtebørsen nævnes den tidligere arbejdsgiver Tottenham ofte som en mulighed.