Færdig i Blackburn: Jon Dahl meldes tæt på nyt job
Jon Dahl Tomasson er på papiret fortsat ansat hos Championship-klubben Blackburn.
Men skal man tro de seneste meldinger, varer det ikke længe, før den engang så snu målræv er fortid på Ewood Park.
Spørgsmålet om fremtiden kan dog være løst, allerede inden det er blevet stillet.
For nogle dage siden meldte svenske Sportsbladet, at Tomasson er en af kandidaterne til at blive svensk landstræner.
Nu kan Tuttosvenskan på det sociale medie X fortælle, at Tomasson har en mundtlig aftale på plads med det svenske fodboldforbund angående jobbet som svensk landstræner.
– Jon Dahl Tomasson er mundtligt overens med SvFF (Sveriges fodboldforbund, red.) om jobbet som ny landstræner.
– Detaljerne mangler at blive afklaret mellem parterne, før aftalen er endegyldigt på plads, men meget tyder på, at den tidligere Malmö- og Blackburn-træner tager over efter Janne Andersson, skriver mediet.
Tomasson har tidligere arbejdet i svensk fodbold, hvor han var på kontrakt som cheftræner for Malmö FF.
Dermed tyder meget på, at Tomasson ikke umiddelbart får noget med Premier League at gøre, sådan som det ellers var tæt på at være tilfældet i den forgangne sæson, som dog endte uforløst med en placering som nummer syv.