Fabregas: Jeg ønskede aldrig at skifte
Manchester United var længe kædet sammen med Cesc Fabregas, og ifølge de mange rygter var Manchester United ganske ivrige efter at hente den tidligere Arsenal-spiller ind. Den var Barcelona dog ikke med på, og nu udtaler hovedpersonen selv, at han heller ikke var interesseret i et skifte til United.
Den spanske landsholdsspiller, Cesc Fabregas, var i en periode et af sommerens hotteste navne, da Manchester United skulle have afgivet flere bud på ham. Handlen blev dog som bekendt ikke til noget, og nu får vi Fabregas’ eget syn på sagen.
– Jeg har aldrig sagt, at jeg ønskede at skifte og jeg har heller ikke diskuteret det med præsidenten eller træneren. Min drøm er at opnå succes her og jeg ønsker fortsat at spille for Barcelona – jeg er stolt af at være en del af denne klub, udtalte Fabregas til TVE.