Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

EXPLAINER: Sådan er trupreglerne i Premier League

Af Morten Bruun Jørgensen
24.01.2023 Kl. 10:30
Her dykker vi ned i, hvordan trupreglerne er for klubberne i Premier League.

Det er egentlig ikke noget, der får så meget opmærksomhed i dagligdagen, men Premier League-klubberne skal konstant have det for øje, når de sammensætter deres trup.

Derfor vil vi i denne artikel gå i dybden med, hvordan trupreglerne for de 20 klubber i Premier League ser ud.

Lad os starte med det helt basale.

Premier League-klubberne skal ved lukningen af sommerens transfervindue indlevere en trupliste, der maksimalt må indeholde 25 spillere. Heraf må truplisten ikke have flere end 17 spillere, der ikke lever op til kriteriet som ’Home-Grown’.

Derudover indgiver hver klub en liste over spillere, der er U21-spillere, og som derfor ikke behøver at blive registreret blandt de 25 spillere.  

Hvad er en ’Home-Grown’ spiller?

En ’Home-Grown’ spiller er en spiller, som uanset nationalitet eller alder har været registreret hos enhver klub med tilknytning til det engelske eller walisiske fodboldforbund i en periode over tre hele sæsoner, eller 36 måneder, før spillerens 21-års fødselsdag – eller slutningen af den sæson, hvor spilleren fylder 21 år.

Et eksempel er William Saliba, som tæller som en ’Home-Grown’ spiller, fordi han har været ejet af Arsenal i tre sæsoner inden sin 21-års fødselsdag.

Til gengæld er Eric Dier, der er englænder, ikke en ’Home-Grown’ spiller, da han spillede i Portugal i sine unge år og ikke var ejet af en Premier League-klub i tre år, inden han fyldte 21 år.

Hvad er reglerne for en U21-spiller?

En U21-spiller er i 2022/23-sæsonen betegnelsen for en spiller, der er født på eller efter den 1. januar 2001. Spilleren må derfor ikke fylde 22 år det år, hvor sæsonen begynder.

Alle U21-spillere er til rådighed for Premier League-klubberne, og de er ikke begrænset til at skulle være registreret blandt listen over de 25 spillere, som klubberne indgiver.

Hvad sker der, hvis en klub ikke har nok ’Home-Grown’ spillere?

Det er bestemt sket, at en klub ikke har været i stand til at registrere otte spillere, der har status af ’Home-Grown’.

Reglen er fortsat, at klubben ikke må registrere mere end 17 spillere, der ikke er ’Home-Grown’, og derfor må en klub i stedet nøjes med at registrere eksempelvis 23 eller 24 spillere i alt.

Det skete i 2021/22-sæsonen, hvor Liverpool kun havde syv ’Home-Grown’ spillere i truppen og endte med kun at registrere 24 spillere til Premier League-truppen.

Reglerne kan forklare transfers

Disse trupregler kan også hjælpe med at forstå en række transfers, som klubberne er nødt til at lave for at leve op til reglerne.

Tidligere har The Athletic rapporteret om, hvordan Tottenham besluttede sig for ikke at hente Pierluigi Gollini på en permanent aftale efter at have lejet italieneren, fordi klubben var ved at komme i bekneb med reglerne. I stedet endte The Lilywhites med at erstatte Gollini med Fraser Forster, som var en ’Home-Grown’ spiller.

Netop målmandsposten er en position, hvor klubberne ofte har prioriteret at have mindst en reserve, som var ’Home-Grown’.

Annonce