Evra truer tidl. holdkammerat efter vild jubel: Jeg slår dig i hovedet
Patrice Evra var på Parc des Princes, da Manchester United besejrede PSG med 3-1 og sikrede sig en plads i Champions League-kvartfinalerne.
Den tidligere Manchester United-spiller jublede i den grad på Parc des Princes, hvilket man så på hans Instagram-profil, og efterfølgende modtog han skarp kritik af sin tidligere holdkammerater, Jerome Rothen.
Jerome Rothen kritiserede Patrice Evra for manglende respekt, og det har den tidligere United-back reageret på.
– Jeg fik fortalt, at Jerome har sagt nogle ubehagelige ting om mig. Jeg troede ikke på det, før jeg så videoen. Næste gang jeg ser dig, vil jeg slå dig i hovedet, siger Evra på Instagram ifølge Daily Mail.
– Det er ikke tomme trusler. Du ved, at vi kommer til at se hinanden igen. Du har altid været en idiot. Jeg kan huske, at L'Equipe engang gav dig fem og dine holdkammerater fik syv. Du var altid paranoid omkring disse karakterer og ringede til journalisten og spurgte: "Hvorfor gav du ikke mig et 7-tal?".
– Du er en kæmpe idiot. Du skal stoppe med at snakke lort og fortælle løgne. Vær forsigtig, fordi en dag ser vi hinanden. Det er jeg sikker på, slutter Evra af.
Patrice Evra og Jerome Rothen spillede sammen i Monaco, inden han skiftede til Manchester United i 2006.