Everton vil hente United-flop til Goodison Park
Memphis Depay skiftede forrige sommer til Manchester United efter en fantastisk sæson i hjemlandet Holland hos PSV Eindhoven og ankom til Old Trafford med store forventninger.
Hidtil har kantspilleren dog ikke formået at indfrie de tårnhøje forventninger og har blot fået seks kampe under José Mourinho i denne sæson. Det kan der dog snart komme en løsning på, skriver Liverpool Echo.
Onsdag aften var Everton-manager Ronald Koeman nemlig til stede på Ajax' Amsterdam ArenA, hvor Memphis Depay blev skiftet på banen af den hollandske landstræner Danny Blind efter 66 minutter i nabo-venskabskampen mod Belgien – en kamp, der endte 1-1.
Memphis er flere gange blevet anklaget for at have et attitude-problem, men netop det har Liverpool Echo fået afvist. I stedet skulle Memphis være stabil og hårdt-arbejdende til træning.
Derfor overvejer Ronald Koeman nu at forsøge at leje Memphis i januar måned, men Everton står også foran konkurrence fra italienske AS Roma.