Everton vil have Memphis: Men kun på leje
Det var med store forventninger, at den hollandske kantspiller Memphis Depay to somre siden skiftede PSV Eindhoven og en tilværelse som topscorer i Æresdivisionen ud med Old Trafford, Manchester United og Premier League.
Hollænderen har endnu ikke formået at leve op til forventningerne, hvorfor der har været meget snak omkring et skifte væk fra klubben i januars transfervindue.
Der mangler heller ikke bejlere til Memphis Depay. Everton har længe været meldt interesseret, men ifølge Sky Sports ønsker de to klubber forskellige former for handler.
Ifølge Sky Sports vil The Toffees i første omgang leje Memphis med en option på et køb, mens Manchester United vil sælge ham permanent.
Den franske topklub Nice var også interesseret i at hente Memphis, der ikke har formået at etablere sig på Mourinhos førstehold i denne sæson, men den franske Ligue 1-klub fortalte tidligere på ugen, at et køb ville være urealistisk.