Everton-spillere udsat for racisme: Politiet involveret
Evertons 3-0 sejr over Carlisle FC i FA Cup'en blev genstand for andet end den nerve på banen, som den traditionsrige pokalturnering normalt forbindes med.
Da angriberen Arouna Kone scorede til 1-0 kort inde i kampen var der en række Carlisle-fans, der kom med racistiske bemærkninger ned mod særligt Steven Pienaar, Aaron Lennon og Arouna Kone.
Alle tre spillere gestikulerede voldsomt mod tribunen og kampens dommer stoppede kampen for at konferere med spillere og managers om kampens videre færd.
Carlisle-manager Keith Curle og Everton-chefen Roberto Martinez blev sammen med dommer Lee Mason enige om, at kampen skulle fortsætte. De fik stadionspeakeren til at annoncere over højtalerne, at ingen form for racisme bliver tolereret.
Martinez sagde efter Evertons sejr, at tingene ''blev håndteret godt og professionelt''.
Det lokale politi i Cumbria er gået ind i sagen. De efterspørger informationer om folk, der så episoderne på stadion og understreger via de sociale medier, at racisme ikke tolereres og vil blive straffet. Politet skal sammen med Carlisle FC gennemgå overvågningen fra kampen.