Everton nedlagde Aston Villa
Nicklas Helenius blev skiftet ind, da Birmingham-klubben tabte 0-2 til Everton på Villa Park. Gæsternes mål blev sat ind af Lukaku og Osman.
Det var et formstærkt Everton-hold, som Aston Villa lørdag eftermiddag fik besøg af. Merseyside-klubben havde nemlig vundet fire ud af deres seneste fem ligakampe. Derfor var Everton også storfavorit til at tage de tre point på Villa Park. En favoritrolle de levede op til.
Første halvleg var dog ingen stor succes for gæsterne, og efter bare otte minutter var de meget tæt på at komme bagud, da Aston Villa fik tildelt et straffespark. En pragtredning af Tim Howard afviste dog Bentekes afslutning fra ellevemeterpletten. Resten af første halvleg var dog en trist fornøjelse. Udover en afslutning på overlæggeren fra gæsternes Ross Barkley, bød de første 45 minutter ikke på mange chancer.
I løbet af anden halvleg, begyndte Everton så småt at tage over, og efter 67 minutters fodbold kom kampens første scoring. Den faldt til gæsternes brandvarme angriber, Romelu Lukaku. Efter flot forarbejde fra Baines og Osman kunne Lukaku bringe Everton i front med 1-0.
Aston Villa forsøgte at få udlignet, blandt andet ved at sætte Nicklas Helenius i spil. Danskeren fik dog ikke sat sit præg på kampen, og i stedet kunne Everton med ti minutter igen lukke forstillingen.
Her stod den tidligere Aston Villa-profil, Gareth Barry for forarbejdet, da han fikst spillede bolden skråt bagud til Leon Osman. Osman kunne med en flot afslutning fra kantet af feltet gøre det til 2-0, som også blev kampens resultat.
Sejren bringer Everton op på en flot tredjeplads, mens det for Aston Villa begynder at ligne en sæson i den tunge ende af tabellen.