Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Europa League-exit: Sevilla i semifinalen efter sen sejr over Wolves

Af Emil Eire Frerk Olsen
11.08.2020 Kl. 20:57
Sevilla skal møde Manchester United i Europa League-semifinalen, efter de tirsdag aften slog Wolves med 1-0.

Wolves og Sevilla tørnede tirsdag aften sammen på et tilskuertomt stadion i den tyske by Duisburg, hvor de to klubber skulle kæmpe om en billet til Europa League-semifinalen.

Sevilla – der har en fremragende historik med netop Europa League – var snævre favoritter op til kampen, mens Premier League-repræsentanterne fra Wolves ligeledes blev forudsagt en god mulighed for et videre avancement.

Og de skulle også hurtigt blive favoritter – i hvert fald for en kort stund.

Det skete i det 11. minut, efter Adama Traore tog et utroligt raid fra egen banehalvdel og helt op i Sevillas felt, hvor forsvarsspilleren Diego Carlos til sidst fællede den atletiske spanier, hvilket resulterede i et straffespark.

Dét skulle angriberen Raul Jimenez tage sig af, hvilket, set med Wolves-briller, efterfølgende kunne begrædes. Sevilla keeper Bono læste og reddede sparket.

Derefter fulgte en stadig lige kamp, hvor Sevilla forsøgte at æde sig mere og mere ind i kampen.

Det fik så også gjort fra anden halvlegs start. Kampen var pludselig ensidet, hvor de spanske Europa League-specialister dominerede på alle facetter af kampen.

En række store chancer tilfaldt også Sevilla, der omvendt ikke formåede at udplacere Ruí Patricio inde i Wolves-buret.

Det kunne dog kun konstateres frem til det 88. minut.

Et kort Sevilla-hjørnespark endte ved føderne af Ever Banega, der uden tøven sendte et indlæg ind i panden på sin argentinske landsmand Lucas Ocampos, der headede spanierne i semifinalen.

Wolves var udkørte og uden momentum, hvilket ikke så dem svare igen, før dommer Nicolo Orsato blæste i fløjten for sidste gang. 

Sevilla møder Manchester United i den ene semifinale, mens Inter tager sig af Shaktar Donetsk i den anden.

Annonce