Et fatalt drop: Arsenal-målmand giver bolden skylden
Jens Lehmann kunne ikke holde et skud fra Claude Makélélé, og så havnede riposten lige for fødderne af Frank Lampard, der kunne passere Arsenal-keeperen.
I sidste ende blev den fejl af den tyske målmand særdeles kostbar for the Gunners, der røg ud af Champions League-kvartfinalerne mod Chelsea.
Nu giver Jens Lehmann bolden en del af skylden for, at han lavede den store fejl.
– Jeg kan huske, at jeg lavede en fejl mod Chelsea, fordi vi spillede med en helt ny Nike-bold, og den kom svævende, og jeg kunne ikke stoppe den. Jeg kunne ikke gribe den, siger Lehmann til beIN Sports.
Ydermere mener Jens Lehmann dog også, at Arsenal havde et vanvittigt hårdt kampprogram på det tidspunkt, og at spillerne hos the Gunners derfor var så trætte til sidst i kampen, hvor Wayne Bridge scorede det afgørende mål til 1-2, som sikrede Chelsea en plads i semifinalerne.
Det var i den sæson, at Arsenal gik ubesejret gennem Premier League. Chelsea røg ud i semifinalerne mod Monaco, som sidenhen tabte finalen mod Porto.