Erling Haaland raser: Klovne!
Forleden bragte norske Finansavisen en historie om, at Erling Haaland havde købt en andel i et nyt privatfly.
Avisen skrev, at Haalands firma, Sola M600, havde købt et såkaldt Pilatus PC-12-fly. Senere blev historien dog rettet til, at det var Haalands tidligere partnere, der havde foretaget transaktionen.
Flyet beskrives som et schweizerkniv inden for flyverdenen.
Men ifølge Erling Haaland skal man ikke tro på historien.
– Tro ikke på alt, de skriver om mig. Klovne, lyder det fra Haaland ifølge Dagbladet. Nordmanden kalder desuden historien for en omgang fake news.
Haaland var i aktion for Manchester City i onsdags mod Burnley efter en længerevarende skade. Han ventes også at være på banen i forbindelse med mandagens opgør mod Brentford.
Der er stor spekulation om den norske målmaskines fremtid, hvor særligt Real Madrid har været nævnt som en mulig kandidat.
Pep Guardiola har dog for nylig afsløret, at Manchester City har strikket en vild plan sammen for nordmandens videre forløb i klubben.
Desuden kan Haaland opnå en vild milepæl i aftenens Premier League-kamp mod Brentford. Læs mere her.
Manchester Citys nummer 9 skiftede til klubben fra Borussia Dortmund i juli 2022.
Han skrev under på en femårig kontrakt, der dermed holder ham på Etihad Stadium frem til sommeren 2027, hvis han bliver kontrakten ud.
Nordmanden scorede 86 mål i 89 kampe på to og et halvt år hos Dortmund, og han er blot fortsat med at bombe løs.
I sin debutsæson for Manchester City blev han klubbens mest scorende spiller i en Premier League-sæson nogensinde.
Det blev samtidig til en historisk treble og i alt fem titler i kalenderåret 2023.