Eriksen: Vi er stadig i en tilvænningsfase
Den danske Tottenham-profil har været en hjørnesten i Pochettinos første sæson på White Hart Lane, selvom både spiller og hold ikke har været stabile hidtil.
Spurs er i øjeblikket placeret på en 11-plads i Premier League, efter at have vundet bare tre af deres første ni kampe under den tidligere Southampton-chef, men Eriksen er ikke overrasket over, at overgangen ikke har været problemfri.
– Som spillere skal vi alle tilpasse og vænne os til Mauricios nye spillestil, og det kan vi ikke gøre bare sådan lige, sagde danskeren til engelske medier.
– Vi er stadig i en tilvænningsfase, men forhåbentlig vil det ikke tage for lang tid, før vi kommer rigtigt ind i spillestilen.
– Vi kunne have gjort det bedre i nogle kampe. Vi har haft nogle gode resultater, men nogle skuffende nederlag også, selvom det er let at glemme, at vi stadig arbejder med en ny manager.
– Man kan allerede se, at vi er begyndt at spille på den måde, han vil have os til, og jo mere vi arbejder sammen, jo bedre vil resultaterne blive.