Eriksen træner hos Malmö: Her er forklaringen
Christian Eriksen er torsdag med på træningsbanen hos den svenske storklub Malmö FF, og det er der en god grund til.
Den 33-årige danske midtbanespiller har nu i mere end to måneder stået uden klub, og det har fået konsekvenser.
Han er således ikke blevet udtaget til det danske landshold, der skal i aktion mod Skotland og Grækenland i VM-kvalifikationen over de kommende dage.
Landstræner Brian Riemer har gjort det klart, at det er vanskeligt at komme på landsholdet, når man ikke har en klub.




Er Malmö FF en kommende arbejdsgiver for Eriksen?
Det er ikke givet, at Christian Eriksen kommer til at skifte til den svenske klub, selvom han lige nu træner med der.
For ifølge klubbens sportschef Daniel Andersson er der blot tale om en vennetjeneste.
– Nu er vores transfervindue lukket, og det er ikke noget, jeg har tænkt på, hvordan han skulle kunne passe ind hos os.
– Lige nu hjælper vi ham, og det er en fed og inspirerende ting for vores spillere, siger han til det svenske medie Expressen.
Samtidig har den hollandske storklub Ajax lukket døren for en mulig tilbagevenden for Christian Eriksen, der tidligere har været hos hollænderne, som netop har købt Kasper Dolberg.
Også Premier League-klubben Leeds har lukket for nye tilgange på nuværende tidspunkt.


















