Eriksen-skade er godt nyt for mulig debutant
Det var en dårlig danskerdag i Manchester United, da de i sidste weekend mødte Luton på Old Trafford.
Både Christian Eriksen og Rasmus Højlund måtte udgå med skader.
De to landsholdsstjerner misser de kommende EM-kvalifikationskampe for Danmark, hvor Christian Eriksen meldes ude i en måneds tid.
Den dårlige nyhed om Christian Eriksen er dog godt nyt for Matt O'Riley, som er kommet tættere på spilletid. Det fortæller Kasper Hjulmand.
– Han (Matt O'Riley, red.) er oppe mod mange dygtige midtbanespillere på landsholdet, men han adskiller sig lidt ved at spille lidt længere fremme på banen. Han er en lidt anden type, siger Hjulmand til TV 2 Sport og fortsætter:
– Man kan godt sige, at Matt er tættere på holdet, fordi Eriksen er skadet. Mange af spillerne er mere defensivt orienterede i forhold til Matt. Derfor er der heller ingen tvivl om, at han har en chance for at komme i spil i de her to kampe, fordi han adskiller sig fra de andre, lyder det fra Kasper Hjulmand.
Matt O'Riley har været imponerende for Celtic i denne sæson, hvor det er blevet til fem mål og seks assists i 12 kampe.
22-årige Matt O'Riley kan dermed få sin danske landsholdsdebut mod Slovenien eller Nordirland.