Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Eriksen-scoring da Tottenham besejrede Leicester

Af Rasmus Bendrup
10.02.2019 Kl. 15:24
Tottenham skulle forsøge at tage tre point i dagens kamp imod Leicester.

Tottenham og Leicester krydsede i dag klinger på Wembley, hvor Mauricio Pochettinos tropper skulle jagte Manchester City og Liverpool, der ligger foran Spurs i tabellen.

Det skulle vise sig at blive en livlig affære, men ikke på den måde, som Pochettino vil være tilfreds med. Tottenham var nemlig under pres i store dele af kampen.

Kampens første store chancer tilfaldt Leicester-talentet Harvey Barnes, som efter ni minutter kom fri i feltet, hvorfra han skød forbi Spurs-målet.

Efter 31 minutter fik Barnes endnu en chance, da han blev sendt afsted af Ben Chilwell i venstresiden, hvor han havde masser af tid, men han forsømte at udnytte chancen, og dermed stod der fortsat 0-0.

I stedet blev der nettet i den anden ende, da Davinson Sanchez scorede sit første Premier League-mål efter 33 minutter. Assisten blev leveret af Christian Eriksen, da han på en dødbold sendte en flot bold i feltet.

I anden halvleg tog det så fart, og navnligt omkring Jamie Vardys indskiftning, da Leicesters topscorer kom på banen efter 58 minutter.

Her fik han med det samme en mulighed fra 11-meterpletten, da James Maddison blev nedlagt i feltet, men Vardy sendte en svag afslutning imod venstre, hvilket blev læst af Hugo Lloris i Tottenham-målet.

Det var særdeles skidt for Leicester, da Eriksen blot fem minutter senere scorede i den anden ende, da han lige uden for feltet sendte en flot, krøllet afslutning ind bag Kasper Schmeichel, og så stod der 2-0 stik imod spil og chancer.

Vardy blev aftenens helt store skurk, da han fik en endnu større chance end straffesparket efter 66 minutter, men også denne forsømte han at brænde helt inde i det lille felt.

Han tog dog hævn for de brændte chancer efter 76 minutter, hvor han scorede på et tap-in efter et flot opspil af Leicester. Ricardo Pereira stod for indlægget, som Vardy nemt kunne sætte sidste fod på.

I stedet for en Leicester-udligning blev det dog til endnu en Tottenham-scoring, da Heung-Min Son fortsatte sin flotte målscoringsstime i overtiden, hvor han scorede sit ottende mål i otte kampe på en friløber, og således blev kampen lukket og slukket på en dag, hvor Tottenham skal prise sig lykkelige for at få alle tre point ind på kontoen. 

Annonce