Eriksen kan blive historisk mod Serbien
Landsholdsrekorden står for fald.
Lige nu deler Christian Eriksen og Simon Kjær landskampsrekorden med 132 kampe i rødt og hvidt. Men tirsdag aften kan førstnævnte meget vel tage den rekord alene.
I de første to gruppekampe har Eriksen fået spilletid, mens Kjær har siddet på bænken uden at komme på banen. Derfor har Manchester United-spilleren udlignet holdkammeratens rekord.
Hjulmand peger på dansk fordel mod Serbien
Mod Serbien forventes Eriksen igen at spille fra start, men Kjær skal nok forberede sig på igen at sidde på bænken. Eriksen kan derfor snuppe rekorden på egen hånd.
Den slags høster respekt i landsholdslejren, for Eriksen er stadig kun 32 år.
– Det er vildt. Det er fantastisk for ham, og jeg har så meget respekt for ham og alt, hvad han har været igennem – og hvordan han er kommet tilbage fra det, siger Andreas Skov Olsen til TV 2.
– Det beundrer jeg meget. Det er en milepæl for ham, og vi er alle sammen meget stolte af ham.
Også landstræner Kasper Hjulmand er meget glad på Eriksens vegne over den mulige rekord.
– Han har virkelig gjort det godt. Så han er tilbage på højt niveau, og vi er superglade for det niveau, han har fundet. Vi håber, vi kan bygge videre herfra.
Eriksen fik sin debut for Danmark den 3. marts 2010 i en træningskamp mod Østrig. Senere det år spillede han sin første slutrunde, da han var med til VM i Sydafrika.
















