Eriksen er irriteret
Christian Eriksen har ikke spillet en fodboldkamp siden den 11. november, og det er frustrerende for den danske landsholdsspiller, som har døjet med en knæskade.
Mandag var han for første gang tilbage på træningsbanen med sine holdkammerater, da han deltog i en restitutionstræning efter weekendens opgør mod Liverpool.
Tiden på sidelinjen er dog ved at være irriterende for den rutinerede midtbanespiller, som sigter efter snart at kunne få comeback.
– Ja, det håber jeg. Det var den første træning med holdet, og det føltes godt, så det går godt, siger han til Manchester Uniteds hjemmeside.
– Det er altid irriterende at være på sidelinjen – uanset varigheden, og specielt lige nu. Når det tager lidt længere tid, end man ønskede, er det selvfølgelig hårdt, men jeg er ivrig efter at komme tilbage hurtigst muligt.
Eriksen blev skadet i en Premier League-kamp mod Luton den 11. november, og herefter missede han Danmarks sidste to EM-kvalifikationskampe. Derudover har han misset syv kampe for Manchester United efterfølgende.
I fraværet af danskeren er det den unge Kobbie Mainoo, som har fået chancen på den centrale midtbane for Erik ten Hags mandskab, og det vil nu blive interessant at se, om Eriksen kan skubbe ham ud af holdet igen, når han er klar.
Manchester United spiller næste kamp lørdag den 23. december, og Erik ten Hag ventes at give en opdatering på Eriksen i løbet af fredagens pressemøde.
Her kan du læse alle nyheder om Manchester United.