Eriksen: CL er det største
Christian Eriksen vil rigtig gerne i Champions League. Men danskeren lover troskab til Tottenham, hvis det ikke skulle lykkedes at komme i top fire i år.
Tottenham jagter en plads i top fire. Der er fire point op til Manchester City på 4. pladsen, som dog har spillet to kampe færre. Liverpool og Arsenal ligger på 59 point, to mere end City.
Danske Christian Eriksen ved, hvor vigtig en plads i top fire ville være, men han forlader ikke Spurs, hvis Champions League-pladsen glipper i år.
– Jeg ved ikke, hvordan de andre gutter tænker, men jeg tilfreds, hvor jeg er, og vi vil forhåbentlig kvalificere os til Champions League alligevel.
– Jeg synes, at det er vigtigt for klubben og for den kaliber af spillere, vi kan tiltrække eller beholde. Alle vil spille Champions League. Jeg prøvede det med Ajax, og du kan se, at alt er større. Atmosfæren, TV-rettighederne og seerne. Europa League er godt, men Champions League er, hvad alle ønsker. Det er det bedste sted at spille, siger Eriksen ifølge Daily Mail.
Tottenham og Eriksen har en svær opgave i morgen, når de gæster Chelsea på Stamford Bridge i den sene lørdagskamp.