Annonce
Annonce

Englands bedste: Blev offer for den sociale arv

26.09.2026 Kl. 13:29
Klubhelt i Arsenal: Alkoholisme, gambling og selvmordsforsøg blev en del af tilværelsen, da karrieren endte.

68 år i dag.

Kenneth (Kenny) Graham Sansom voksede op i et ret belastet miljø i det sydlige London i 1960’erne. Faren var vagabond og tog på landevejen da Kenny var lille, så moren måtte forsørge 5 børn med sit rengøringsjob. Familien var i øvrigt en del af Londons mest berygtede kriminelle miljø.

Fodbolden blev Kennys chance for at slippe ud af armod og sociale problemer. Han ville oprindeligt være målmand, men ved et tilfælde kom han til at spille venstre back, og han udviklede sig – i Crystal Palaces regi – til en af de bedste på positionen i engelsk fodbolds historie.

Indgik i meget sær transfer

Palace rykkede op i 1. division i 1979 og havde en rigtig god første sæson året derpå. Under Terry Venables inspirerende ledelse spillede The Glaziers med i toppen i efteråret. Sansom var en åbenbaring som offensiv og kreativ back, hvilket ikke var hverdagskost dengang.

I 1980 købte Arsenal Sansom som led i en (dyr) byttehandel. Selv i dag, hvor der indimellem foregår de særeste ting på spillermarkedet, er den her transfer ret speciel. Arsenals manager, Terry Neill, havde netop købt angriberen Clive Allen i QPR for 1,2 million pund, hvilket på det tidspunkt var rekord for The Gunners. Men efter kort tid, og førend Allen havde spillet en eneste kamp for Arsenal, besluttede Neill at lade ham indgå i et bytte med Sansom.

Clive Allen blev en succes som målscorer i Crystal Palace, uden at være i stand til at forhindre en nedrykning. Kenny blev en klar fanfavorit på Highbury, men manageren pillede desværre meget af det angrebsivrige og opportunistiske ud af hans spillestil.

Alligevel formåede han at markere sig som Englands dygtigste venstre back i en årrække. Den stilfulde og stabile forsvarer opnåede næsten 400 kampe for The Gunners, og 86 A-landskampe for nationen. Den engelske Spillerforening PFA kårer hvert år et ”Årets Hold” i hver række. Sansom blev valgt til bedste venstre back 8 år i træk, og derefter yderligere tre gange. De 11 er rekord.

Elegante Kenny Sansom for Arsenal. Foto: Imago.

Måtte nøjes med et enkelt trofæ i Arsenal

Arsenal havde et, på papiret, særdeles stærkt mandskab i 1980’erne, men hvert år smuldrede titelambitionerne, ofte i forbindelse med det krævende juleprogram.

I 1987 lykkedes det dog for Sansom og Arsenal at vinde sølvtøj. Det var i Liga Cuppen, hvor Liverpool blev besejret med 2-1 på scoringer af Charlie Nicholas. Kenny anførte ved den lejlighed Arsenals mandskab.

Samme år havde jeg selv den fornøjelse at opleve ham i levende live. Det var i forbindelse med et derby-opgør på White Hart Lane, hvor Arsenal besejrede Tottenham med 2-1. Sansom var en nydelse med sine balancerede fremstød i venstre side, hvor han gang på gang serverede sine præcise, skruede pasninger frem ad banen til holdkammeraterne. Defensivt var han suveræn. Der var ingen svinkeærinder. Lidet vidste jeg selvfølgelig, at klassebacken kørte på det sidste i Arsenal.

I 1988 blev både Liga Cup matchvinderen ”Champagne Charlie” og Sansom frasorteret af den nye manager, George Graham. De to profiler passede ikke ind i Grahams vision for fremtidens Gunners.

Læs om Arsenals tre bedste managers gennem tiderne: Ingen nåde: Derfor er Arteta slet ikke god nok til Arsenal-toppen

Sansom spillede siden for bl.a. Newcastle, QPR og Coventry. I førstnævnte klub sammen med bl.a. Frank Pingel og Bjørn Kristensen.

Alkoholisme, gambling og selvmordsforsøg

Måske var det den plagede opvækst, den sociale arv, der – efter at støvlerne røg på hylden – fik Sansom til at ryge på flasken. Han har kæmpet med alkoholisme og gambling i en lang årrække, været hjemløs og døden nær i flere omgange. I 2015 forsøgte han angiveligt selvmord.

Han meldes dog i bedring, og har angiveligt været clean i nogle år. Men de mange års misbrug har haft en dyr pris. I 2020 blev den tidligere landsholdshelt diagnosticeret med alkoholdemens.

Annonce