Engelske medier roser Okore-debut
Som vi tydeliggjorde i går her på Plbold.dk, så fik den danske forsvarskomet, Jores Okore, debut i gårsdagens opgør mellem Chelsea og Aston Villa, og nu roser to engelske medier ham også for en flot debut.
Han afløste den skadede Ciaran Clark kort før pausefløjtet, og man kan kun give stor cadeau til den unge dansker, som leverede et godt stykke arbejde. Nu roser store medier såsom Goal.com samt Sky Sports også den blot 20-årige centerforsvarer for en imponerende debut.
– Afløste skadede Clark kort før pausen og havde styr på både Demba Ba og Romelu Lukaku, lyder vurderingen af Okore på Goal.com.
Sky Sports er heller ikke blege for at give landsholdsspilleren et par rosende ord med på vejen.
– Han spillede godt, da han kom på banen. Positionerede sig især flot, skriver Sky Sports således på deres hjemmeside.
Selvom Aston Villa måtte drage tomhændet hjem til Birmingham, så spillede Aston Villa en flot kamp, og man kan faktisk med sin gode ret påstå, at de blev snydt for et klart straffespark, der ikke blev dømt i kampens afsluttende fase.
Er du enig med diverse medier i, at Okore fik en flot debut i går aftes? Giv dit besyv med her på Plbold.dk.