Engelsk stjernefrø byder landsholdet velkommen
Med otte mål indtil videre i denne sæson er den 21-årige den mest scorende englænder i Premier League, og han banker på til en plads på det engelske landshold næste gang, når Slovenien gæster Wembley senere på måneden. Berahino har meldt sig klar.
– Jeg nyder mit spil. Hvis der kommer et opkald er det fedt. Hvis ikke det kommer, skal jeg fortsætte med at træne hårdt og presse mig selv. Det ville betyde alt for mig. England har givet mig en ekstra chance i livet, siger Berahino, der immigrerede til England fra Burundi, da han var 11 år, til Sky Sports.
– Jeg er kommet her og har fået et bedre liv. Jeg hjælper min familie, og vi nyder det her, så det er godt. Det ville være dejligt for mig at betale tilbage på landsholdet.
Berahinos chancer for landsholdsdebut er blevet større efter, at Daniel Sturridge stadig sidder ude med en skade.