Engelsk landstræner: Landsholdets bedste spiller? Lallana
Gareth Southgate har kvalificeret England til VM i Rusland uden at tabe en eneste kamp. Og ifølge ham, så er det Liverpools midtbanespiller Adam Lallana, som har været den bedste mand på landsholdet det seneste års tid.
– I mit år som landstræner har Lallana været den bedste spiller. Og han har ikke engang været med i de seneste tre kampe, siger Southgate ifølge Squawka og fortsætter:
– Der er spillere, der kan låse et forsvar op og score mål. Tag en spiller som Dele Alli. En interessant spiller. Han kan også score mål, men han er ikke den samme kombinationsspiller som Lallana.
– Jeg ser mere på spilforståelse og evner i kombination med hinanden i forhold til hvad folk nok normalt gør. Når jeg ser på kampe, så ser jeg på den enkelte spiller – det giver et godt indblik i deres egentlige evner, siger landstræneren.
Adam Lallana har ikke spillet for landsholdet siden juli måned og har heller ikke spillet for Liverpool i denne sæson. Lallana er dog så småt tilbage i træning og kan snart sæsondebutere for Liverpool.
Adam Lallana har spillet 33 landskampe for England.