Én spiller som hver Premier League-klub skal erstatte til sommer
Der er stort pres på hver dag i Premier League, hvor millioner af mennesker følger med.
En dårlig periode og spillerne bliver forfulgt af ubarmhjertig kritik, som kan koste dem pladsen på holdet på grund af den enorme konkurrence.
TalkSPORT kigger frem mod sommerens transfervindue, hvor de i hver klub udpeger en spiller, som af forskellige årsager skal erstattes til sommer.
Arsenal: Petr Cech
Cech anerkendte, at han skulle have gjort mere ved Brightons to scoringer i søndags. TalkSPORT mener, at det er på tide, at Arsenal kigger sig om efter en ny, yngre keeper, som kan hentes ind til sommer, hvor en ny manager også kan være på plads, hvis Arsene Wengers kontrakt ophæves før tid.
Bournemouth: Simon Francis
Brighton: Glenn Murray
Burnley: Ashley Barnes
Chelsea: Cesc Fabregas
Egentlig er Fabregas ikke en mand efter Antonio Contes hoved, men spanieren, der snart fylder 31 år, spiller stadig en del i Chelsea, hvor der mangler kreativitet på midtbanen. En yngre kreativ midtbanespiller med masser af dynamik må være hvad Conte bør kigge efter til sommer.
Crystal Palace: Wayne Hennessey
Det er ingen hemmelighed, at Palace forsøger at forstærke sig i målet. I januar missede de både Vicente Guaita og Frederik Rønnow, så mon ikke vi til sommer ser en ny keeper i Palace-buret.
Everton: Ashley Williams
Huddersfield: Jonas Lössl
Den danske landsholdskeeper vender som udgangspunkt tilbage til tyske Mainz til sommer, og hvis ikke de lykkes at hente Lössl permanent, må David Wagner finde en erstatning.
Leicester: Danny Simpson
Liverpool: Dejan Lovren
Kroaten er ikke et overraskende navn på listen. Den udskældte stopper foretrækkes lige nu ved siden af Virgil van Dijk, men han ligner ikke en langsigtet løsning, da han stadig taber hovedet indimellem. Måske Klopp – endnu engang – må på udkig efter en stopper til sommer, hvor han dog også vil jagte den længe ventede erstatning for Coutinho og måske en ny målmand?
Manchester City: Fernandinho
Fernandinho gør det fremragende i City, men midtbaneankeret fylder til maj 33, hvorfor Pep Guardiola snart må kigge sig om efter en ny, stærk defensiv midtbanespiller. Shakhtars Fred er angiveligt et emne i City.
Manchester United: Antonio Valencia
Det går op og ned for Manchester United i denne sæson, hvor kritikken vælter ned over José Mourinho, der dog stadig er med i toppen. Antonio Valencia fylder 33 år til sommer, og Manchester United er generelt tynde på backpositionerne, hvor de tidligere kantspillere, Ashley Young og Valencia er at finde. Backs må derfor være en prioritet for Mourinho til sommer.
Newcastle: Joselu
Southampton: Fraser Forster
Stoke City: Peter Crouch
Swansea: Kyle Naughton
Tottenham: Fernando Llorente
Tottenham forsøgte sig først med Vincent Janssen som backup for Harry Kane. Nu har Llorente fået chancen – eller det er måske for meget sagt. Det er nemlig blot blevet til én start i Premier League for den 33-årige angriber. En stærk mand i front, der både vil styrke bredden, men også give fleksibilitet og flere muligheder i offensiven må være på ønskelisten hos Pochettino.
Watford: José Holebas
West Brom: Jonny Evans
Evans har i flere omgange været på vej væk fra West Brom, og det sker formentlig endegyldigt til sommer, hvor West Brom også meget vel kan være rykket ned, idet de i øjeblikket har otte point til redning.
West Ham: James Collins
Den 34-årige stopper er stadig en vigtig brik i en vaklende Hammers-defensiv, men hans dage er snart talte og en stærk central forsvarsspiller er et must for West Ham, hvis de vil leve op til deres egne, høje ambitioner.
Bemærk at det ikke nødvendigvis betyder, at de 20 nævnte spillere skal sælges til sommer – men blot at der skal tænkes i en fremtidig erstatning på positionen.