Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

En playoff-kamp om mesterskabet: Så meget skal der til

Af Jeppe Augustsen
06.05.2022 Kl. 06:23
Det ser ud til at blive et tæt mesterskabsræs mellem Liverpool og Manchester City, men hvor meget skal der til, før titlen skal afgøres i en playoff-kamp?

Der er for alvor kamp om det engelske mesterskab i denne sæson.

Manchester City er ét point foran Liverpool, og det lader derfor til at blive et meget tæt mesterskabsræs i de sidste fire runder.

Det giver sig selv, at det hold med flest point vinder Premier League, men hvad sker der, når to hold har samme antal point? Vi har set nærmere på Premier Leagues reglement og fundet ud af, hvor langt man skal ud, før et mesterskab skal afgøres i en playoff-kamp.

Samme antal point

Såfremt hold har samme antal point er det måldifferencen, der afgør placeringen, hvor det hold med den bedste måldifference får den øverste placering.

Samme antal point og måldifference

Er antallet af point og måldifferencen det samme mellem to eller flere hold, så er det antallet af scoret mål, der afgører de endelige placeringer. Det hold, der har scoret flest mål, får naturligvis den øverste placering.

Samme antal point, måldifference og mål scoret

Er ovenstående udfaldet skal man se på mandskabernes indbyrdes kampe, hvor det hold, som har fået flest point i sæsonens indbyrdes kampe, får den øverste placering. Her er begge kampe endt uafgjort, og det kan altså ikke afgøres ved dette punkt.

Er der tale om klubber, som ikke kæmper om en placering, der ikke gælder førstepladsen, europæiske pladser samt nedrykning, så vil klubberne få samme placering. 

Samme antal point, måldifference, mål scoret og lige point ved de to indbyrdes opgør

Så er vi ved at være langt ude, men herefter er det dét mandskab, som har scoret flest mål på udebane i de to indbyrdes opgør, der får den øverst placering. Begge opgør i denne sæson er endt 2-2, så derfor vil man være nødsaget til at gå til næste punkt for at finde en vinder. 

Playoff-kamp er det næste

Har to mandskaber samme antal point, måldifference, antal mål scoret og helt lige ved de to indbyrdes opgør, som eksempelvis begge er endt 2-2, så skal mesterskabet afgøres ved en playoff-kamp på neutral grund, hvor Premier Leagues bestyrelse skal afgøre kampens format og venue.

Annonce