En af 'de værste PL-spillere nogensinde' skal et år i fængsel
Tilbage i 2001 investerede Aston Villa mange millioner i den kroatiske angriber, Boško Balaban.
Det blev dog ikke en succes. Langt fra endda.
Tilbage i 2018 lavede FourFourTwo en liste over de værste Premier League-spillere i historien, hvor Boško Balaban fik en 10. plads.
Nu er den 45-årige kroat idømt et års fængsel i hjemlandet. Det skriver HLN.
Han har ikke betalt 600.000 kroner til sin ekskæreste for børnebidrag, og det koster nu et års fængsel.
Boško Balaban fik i 2021 en betinget dom, hvor han gik med til at betale sin gæld, men det har han ikke gjort, og derfor skal han nu i fængsel.
Ifølge HLN risikerer han yderligere en betinget dom på fire år.
Det er nogle år siden han lagde støvlerne på hylden, men han har stadig været aktiv i fodboldverden, da han har arbejdet som agent.