En af de bedst betalte i Real Madrid: Hazard får fordoblet sin løn
I løbet af ganske kort tid forventes Eden Hazard at blive præsenteret som ny spiller i Real Madrid. Prisen for belgieren er angiveligt på plads, og det samme er kantspillerens kontrakt nu også.
London Evening Standard rapporterer i dag, at Eden Hazard har mødtes med sine repræsentanter for at færdiggøre kontrakten, og det tog ikke landsholdsspilleren mange timer at acceptere Real Madrids kontrakttilbud.
Han vil således kunne se frem til en kæmpe lønstigning. Ifølge lokalavisen får han en femårig kontrakt hos den spanske storklub, hvor han bliver en af de bedst betalte spillere med en ugeløn på 3,37 millioner kroner. Det er en fordobling af hans nuværende løn på 1,69 millioner kroner om ugen.
Dermed blander Eden Hazard sig med Sergio Ramos og Gareth Bale som de bedst lønnede på Real Madrids stjernespækkede mandskab.