Emre Mors mellemmand bekræfter bud
Der har været gang i rygtemøllen omkring den unge FC Nordsjælland spiller, der i november fik Superliga-debut, og nu skulle der ifølge Mors mellemmand, Muzzi Oscan, være afsendt et bud.
– Jeg kan ikke gå i detaljer, jeg må være professionel og respektere klubberne. Men jeg kan bekræfte, at der er afgivet et bud på ham. Klubben ser på tilbuddet, og jeg kommer først på banen, hvis parterne bliver enige, fortæller Muzzi Ozcan til tipsbladet.dk.
35 millioner. Så meget mente The Sun i sidste uge, at interessede klubber skulle byde, hvis de skulle have fat i Emre Mor. Men Mors mellemmand, Muzzi Oscan, mener at den danske U19-landsholdsspiller er mere værd.
– Han er mere værd. Han er et verdensklassetalent. En af Europas mest talentfulde spillere. Jeg skal ikke bestemme prisen – det gør klubberne. Hvor meget er en af de mest talentfulde spillere værd? Danmark burde være meget glade og stolte over at have en spiller som ham, slutter Muzzi Oscan til tipsbladet.dk.