Emre Can: Top fire er i vores hænder
Liverpool har spillet på et ekstremt højt niveau i denne sæson, men kun i perioder og i visse kampe. Herudover har der været en del udfald, hvilket har resulteret i nederlag til Bournemouth, Swansea, Burnley, Hull, Southampton og Leicester.
I kampene mod klubberne i top syv har Liverpool præsteret flot, men disse kampe resterer der ingen af for Liverpool, som mangler syv lignende modstandere af dem, de har tabt point til tidligere.
Emre Can erkender problemerne mod de mindre hold i ligaen, men alt er i Liverpools hænder, mener tyskeren.
– Jeg tror, at alle ved, hvor gode vi er, men vi bliver nødt til at vise det oftere, og vi skal vise det i alle kampe, hver uge, og desværre har vi ikke kunnet gøre det i denne sæson, siger Can til Soccer Saturday.
– Men nu har vi syv kampe tilbage, og jeg synes, at alt er i vores hænder. Vi vil spille Champions League næste sæson, og intet er ovre. Lørdag (i dag mod Stoke, red.) er første step.
– Jeg vil sige, at vi har haft op- og nedture. Jeg synes, vi kunne have gjort det bedre, men på den anden side har vi forbedret os mod topholdene, men det vigtigste for os er at vise det i alle kampe.
Den første af de syv 'finaler' for Liverpool spilles i dag på udebane i Stoke.