Emirates-exit: Henry taler ud om Arsenal-farvel
En af Arsenals største spillere igennem tiden, Thierry Henry, har i længere tid arbejdet både hos Arsenal som U/18-træner og som ekspert hos TV-stationen Sky Sports. Det faldt dog ikke i manager Arsene Wengers smag. Franskmanden krævede, at Henry sagde TV-jobbet op; Henry ville dog ikke sige op ved Sky Sports, hvorfor muligheden for at fortsætte i Arsenal forsvandt.
Henry har skrevet således på sin Twitter-profil om bruddet med Arsenal:
– Jeg vil gerne takke Andries Jonker for at tilbyde mig muligheden for at træne U/18-holdet i Arsenal, hvilket jeg var meget beæret over at takke ja til.
– Men jeg respekterer Arsene Wengers beslutning og jeg vil gerne ønske træneren Kwame Ampadu, gutterne og alle i klubben alt det bedste i den kommende sæson, skriver Henry på sin Twitter-profil tirsdag aften.
Flere figurer i klubben er efter sigende forbavsede over Wengers krav til franskmanden, som i en lang årrække var en nøglespiller for Arsenal i starten af dette årtusinde.
Henry har i alt lavet 228 mål i 376 kampe for Arsenal, men får altså i første omgang ikke muligheden for at præge de fremtidige talenter i klubben.