EM: Dansk PL-stjerne reagerer på lodtrækning
Så blev der langt om længe trukket lod til EM-slutrunden i Tyskland.
Her er Kasper Hjulmands tropper havnet i Gruppe C med England, Slovenien og Serbien.
Dermed er der duel mellem Danmark og de engelske Premier League-stjerner, hvor Joachim Andersen har stort kendskab til mange af spillerne.
Efter lodtrækningen har den danske Crystal Palace-stjerne reageret på lodtrækningen og opgøret mod England.
– Det er da altid sjovt at møde nogle, som man ved en masse om. Det er jo tre hold, som vi kender nogenlunde. Som vi har spillet mod inden for forholdsvis kort tid. Jeg synes, det ser nogenlunde ud, siger Joachim Andersen til TV2.
Danmark skal i rækkefølge møde Slovenien, England og Serbien, og her ser danskeren ligheder med gruppespilskampene til VM i Qatar, hvor man også mødte den stærkeste modstander i andet opgør – nemlig Frankrig.
– Umiddelbart synes jeg egentlig det er ok. Som I snakkede om, så minder det lidt om VM i forhold til styrken på holdet på papiret, så ja, jeg synes det passer meget godt. Som I selv sagde, så er det lidt en presbold til at vinde den første. Men alle kampe er svære, lyder det fra Joachim Andersen.
Danmarks kampprogram til EM
Mod Slovenien i Stuttgart den 16. juni.
Mod England i Frankfurt den 20. juni.
Mod Serbien i München den 25. juni.